Specialiserede arkæologer?

Københavns Bymuseums ledelse mener ikke, at Danmark har specialiserede arkæologer nok til at udføre det arkæologiske arbejde i forbindelse med metrobyggeriet (ifølge artikel i Politiken af 20/10 2009).

På den igangværende udgravning på Assistens kirkegården har de nu ansat 15 arkæologer, hvoraf de 3 er danske. Selvom Bymuseets ledelse med denne disposition ikke har gjort noget juridisk forkert, er det alligevel betænkeligt, at de vælger at satse så ensidigt på udenlandsk arbejdskraft.

Ifølge den danske model er det – bortset fra nogle få ugers uddannelsesgravning – udelukkende gennem udgravningsarbejde for museerne, at arkæologerne opnår deres erfaring og eventuelle specialisering. Hvis Bymuseets ledelse virkelig havde ret i, at det står så dårligt til med hjemlige arkæologers evner udi by-udgravning, var det netop bymuseets ansvar at få rettet op på dette forhold og sørge for opkvalificering af folk. Der er imidlertid adskillige dygtige og erfarne lokale arkæologer, der har søgt ansættelse på Metroprojektet, som ikke er kommet i betragtning. Derfor virker Bymuseets ledelses udvælgelseskriterier som dunkle og uansvarlige i forhold til dansk arkæologi.

Metrobyggeriet er et stort offentligt anlægsarbejde, og når Bymuseets ledelse vælger at forvalte deres del af de mange ressourcer ved næsten udelukkende at satse på udenlandsk arbejdskraft, lever de ikke op til deres ansvar for dansk arkæologi. Der er intet forkert i at ansætte udenlandske specialister, og faglig udveksling og opkvalificering bør være en naturlig del af enhver arkæologisk udgravning. Derimod virker forholdet mellem antallet af ansatte udenlandske og danske arkæologer på Bymuseet at være helt ude af proportioner.

Selvom det igennem de seneste ca. 50 år har været de arkæologiske museers ansvar at uddanne og opkvalificere landets arkæologer udgravningsteknisk, står denne regel ikke nedfældet nogen steder. Det har ikke været nødvendigt tidligere, da museerne generelt forstår – og lever op til - deres rolle i dansk arkæologi. Men Københavns Bymuseums ledelses nylige dispositioner rejser spørgsmålet, om også dette aspekt bør tilføjes Museumsloven.

Ulla Odgaard, ph.d., Forhistorisk arkæologi, seniorforsker Nationalmuseet, bestyrelsesmedlem i FaF – Foreningen af Fagarkæologer

 
Foreningen af Fagarkæologer | Københavns Universitet | SAXO-Instituttet | Karen Blixens Vej 4 - DK 2300 S | faf@archaeology.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net