"Der er sket meget siden jeg slog mine folder på Moesgård: Hovedgården er blevet restaureret til sin oprindelige rosa farve, i kontrast til det mere anonyme hvidtede ydre, jeg kendte fra studietiden. Den gamle udstilling – med dele der daterede sig et godt stykke tilbage i det 20 årh. – er blevet pillet ned, og venter på at blive sat op i det nye museum, der rager op bag Moesgårds længer, fint passet ind i landskabet og uden at være påtrængende. Biblioteket var i en længere årrække at finde i ”midlertidige” barakker, men er nu igen tilbage i lokaler på gården, og det ser meget indbydende og professionelt ud. Det samme gælder de nye studiefaciliteter, hvor udstillingerne tidligere var at finde – undervisningslokaler, mødelokaler bag glasvægge, IT-laboratorier osv., alt sammen bundet sammen af gangarealernes gulv i en smagfuld orange farve. Moesgård har altid været en universitetsafdeling isoleret fra resten af AU, både afstandsmæssigt, men også, nu især før i tiden, i kraft af de rammer, en gammel herregård sætter. Når man tænker på, hvordan et helt hold arkæologistuderende kunne klemmes ind i undervisningslokaler som ”Pejsestuen”, hvor vi til tider måtte side både i vindueskarmen og i pejsen, mens der blev forelæst med hjælp fra en overheadprojektor, bliver man næsten helt jaloux på de nye årgange af studerende. Det eneste man måske kan savne, er den traditionsrige gamle bar, dekoreret med vejskilte, tilvejebragt på forskellig vis – måske de ikke længere tåler dagens lys, og har måttet vige for fremskridtet?"