FaF - Foreningen af Fagarkæologer
Fra
Olfert Voss har FaFs diskussionsmastere modtaget et oplæg til diskussion af
problematikken omkring de dyrkningstruede fundpladser, der som følge af
nuværende praksis destrueres mere og mere, idet der ikke findes midler til at
udgrave dem: Burde Kulturministeriet give tilladelse til, at man,
for at redde nogle af de dyrkningstruede arkæologiske fund, inviterer
udenlandske museer og universiteter til at foretage udgravninger i Danmark mod
at kunne tage fundene ud af landet?
FaFs diskussionsforum har gennem de seneste uger dannet rammen om en diskussion af nogle af de problematikker, som danske arkæologer og arkæologiske museer enten står overfor eller risikerer at komme til at stå overfor i de nærmeste år.
Diskussion
Foreningen af Fagarkæologer | Københavns Universitet | SAXO-Instituttet | Njalsgade 80 - DK 2300 S | faf@archaeology.dk
Palle_schiellerup@hotmail.com
En paradoks formulering?
Som vist ikke tager hensyn til infrastrukturen.!!
Arkæologerne er kun glade for den faldende aktivitet (I byggeriet, pga. krisen)!!. Det betyder nemlig, at flere fortidsminder bliver bevaret i deres natur i stedet for i arkivet.
- Hvis de bliver liggende derude og har det godt, så er vi mest tilfredse, siger overinspektør Lennart Madsen fra Museum Sønderjylland til P4 Syd.
Ihvorvel det tidligere har været oppe, har det været tabu at føre den slags tale, men når vi ikke selv kan klare problemerne, er tiden måske inde til en alvorlig overvejelse - og oprydning i tabuerne. Om der så er alvorlige kandidater, sådan som økonomien - og de andre landes ligeledes pressede situation ser ud, er måske tvivlsomt...
For at tiltrække udenslandske expeditioner, skal objekterne være forskningsmæssigt interessante og bør formuleres som relle forskningsprojekter - som det gik i Thyprojektet.
Burde Kulturministeriet give tilladelse til, at man for at redde nogle af de dyrkningstruede arkæologiske fund, inviterer udenlandske museer og universiteter til at foretage udgravninger i Danmark mod at kunne tage fundene ud af landet?
Betingelserne kunne blandt andre være, at det udenlandske museum/universitet skulle ansætte en dansk arkæolog på fuld tid til at deltage i udgravningen. Vedkommende skulle være med ved udvælgelsen af udgravningsobjektet og varetage kontakten til lodsejeren. Under udgravningen skulle den danske arkæolog deltage i det daglige arbejde og sikre, at der blev foretaget nødvendig dokumentation og fundregistrering.
Forslaget lyder i første omgang ganske uhørt og ubehageligt, men når man tænker nærmere over det, kunne det være en fuldt ud ansvarlig løsning, når Danmark ikke selv mener at kunne sikre en undersøgelse af de dyrkningstruede fundpladser.
Man kan blot som eksempel tage de overpløjede gravhøje, som der vel er 50.000 af og hvor særligt de, der indgår i højgrupper med fredede høje, vil være af stor betydning at få udgravet før de er pløjet bort.
Man kan måske kræve, at oldsagerne bliver konserveret her i landet før de bliver ført ud af landet, og det samme kan også gælde for nogle analyser af det fremkomne materiale.
Det, der skal afleveres til KUAS er kopier af dokumentationen af såvel udgravningen som af de udførte oldsager.
Ikke alene overpløjede gravhøje kunne blive genstand for udgravning ved udenlandske museer og universiteter, men også alle andre dyrkningstruede fundpladser, som det ikke har været muligt at få undersøgt på grund af manglende bevillinger. Det kunne være bopladser, hvor man fra tidligere prøvegravninger har et godt kendskab til, hvad der vil være at finde på stedet, men hvor det ikke har været muligt at få midler til at udføre en udgravning mens der endnu er noget tilbage af pladsen.
Dette er en skitse til et samarbejde mellem udenlandske og danske universiteter og museer om udgravning af danske dyrkningstruede fundpladser. De fundne genstande vil på den måde altid være til rådighed i de udenlandske museer og samlinger. Selvom fremmede arkæologer på den måde kan komme til at udgrave danske fund, vil der stadig være mange fundpladser tilbage at undersøge for danske arkæologer, hvis de får de nødvendige midler stillet til rådighed af staten eller fonde.
Personlig vil jeg foretrække at fundpladser, som er blevet studeret gennem flere år, men uden mulighed for at der kunne foretages en total undersøgelse, kan blive udgravet af udenlandske arkæologer, fremfor at de år for år bliver mere og mere ødelagte som følge af dyrkningen.
Det er er ganske enkelt.
Museerne bærer ansvaret, således "mesterlærer". Nu har denne, skal vi sige uskrevne ordning, fungeret fint siden Arilds tid, blot med én undtagelse, - som jo er alle bekendt.
lej@kertemindemuseer.dk
Jeg mener det er forkert når "bygherrearkæologien" identificeres, som en del af problemet. Hvis de studerende ikke var så snævert bundet til studiet som tilfældet er ville de kunne antages på bygherrebetalte udgravninger i lange perioder og indgå i faste gravehold. Det har i hvert fald fungeret på motorvejsprojektet mellem Odense og Svendborg indtil det tidspunkt, hvor universiteterne for alvor strammede op på mulighederne for at undvige studiet i en periode.
I min optik skyldes problemet primært netop de snævre muligheder for, at de studerende kan deltage i udgravninger. Det er umuligt at placere samtlige udgravninger i juni, juli og august.
Lennart Madsen rejser i sidste nummer af profilen den problemstilling der er for de museer der ligger i yderområderne med at skaffe studerende under de sidste års hektiske aktivitet i hele kalenderåret. Det er givetvis svært at finde studerende når man ligger langt fra Århus eller København, men med den stagnation der er i byggeriet burde dette problem være aftagende, i hvert fald som følge af mangel på arbejdskraft som konsekvens af det høje aktivitetsniveau.
Så et alternativt scenarie til Lennart Madsens, hvor der opstår et lag af arbejdsmænd - og måske BA'ere? - der udføre gravearbejdet kan være, at der med stagnationen i byggeriet desværre også følger flere arbejdsløse færdiguddannede kollegaer og det vil formodentlig, og forhåbentlig, være sådan, at de vælges til projekterne fremfor studerende og arbejdsmænd. At det så er ganske utilfredsstillende ansættelseasforhold er et andet problem.
Det kan så blive endnu et problem for de studerende, at de pladser de førhen indtog i stedet bliver besat af færdige arkæologer, der på sin side får længere imellem mulighederne for at fungere som udgravningsledere.
Men jeg nægter nu at begræde, at vi har fået bygherrearkæologien og dermed flere penge til feltarkæologien.
ulla.odgaard@natmus.dk
Det er indlysende, at arkæologi er international – men det er også en profession. I januar 2010 valgte Københavns Museum (tidligere Bymuseet) fortrinsvis at ansætte udenlandsk arbejdskraft på en udgravning i forbindelse med Metrobyggeriet i København, mens mange lokale, ledige arkæologer blev forbigået. Dette gav anledning til, at blandt andre undertegnede stillede spørgsmålstegn ved museets ledelses bevæggrunde for denne disposition.
Igennem de sidste mange årtier har det været en anerkendt tradition, at museerne – til gengæld for at sidde på det arkæologiske ansvar - også har haft moralsk ansvar for arkæologernes uddannelse og opkvalificering i udgravningsteknik. Københavns Museums svar på kritikken er, at de har valgt de bedst kvalificerede – og de ønsker ikke at gå ind i debatten om museernes ansvar. De støttes af andre museer, der finder, at universiteterne ikke leverer en passende arbejdskraft, som kan matche museumslovens bestemmelser om bygherrebetalte udgravninger.
I løbet af debatten her på hjemmesiden er det kommet frem, at der tilbage i 1969 faktisk foregik forhandlinger mellem rigsantikvaren og universitetet (v. blandt andre Klaus Ebbesen og ”Foreningen”), som resulterede i en aftale om, at universiteterne ikke gennemfører udgravninger som selvstændige institutioner, men graver gennem et arkæologisk museum. Til gengæld påtog museerne sig at medvirke ved hele den praktiske uddannelse af arkæologer - fra seminargravninger for 1. års studerende og videre frem. (FaF forsøger i øjeblikket at fremskaffe disse dokumenter, der har historisk interesse).
Siden er der som bekendt sket en del ændringer. Vi har mistet rigsantikvaren, fået ny museumslov og lokalmuseerne er økonomisk blevet langt mere afhængige af kommunerne. I dette forløb ser det ud til at man har glemt at overveje, om museerne stadig kunne stå for ansvaret for den feltarkæologiske uddannelse/opkvalificering af arbejdsstyrken, eller om ansvaret skal tilbage til universiteterne (som f.eks. i Norge).
I DK er det arkæologiske arbejde organiseret således, at mange danske arkæologer (måske endda de fleste af os?) lever som løst-ansatte projektarbejdere, der ansættes til hver enkelt udgravning og/eller forskningsprojekt. Det er naturligvis en økonomisk meget sårbar livssituation, som kræver en vis gensidig loyalitet mellem arkæologerne og museerne, som jo på deres side er afhængige af en relativt stor gruppe af tilgængelige løsarbejdere.
Det er imidlertid ikke kun på det personlige økonomiske plan, det er vigtigt for danske arkæologer at få arbejde på udgravningerne. Det er også af største vigtighed for vores profession. Den arkæologiske udgravning er et afgørende led i forskningsprocessen. Udgravningen giver adgang til førstehåndsviden om forskningsmateriale og til at afgøre hvorledes dette materiale fremdrages, og hvilke spørgsmål, der skal kunne besvares. Som løsarbejdere har vi kun ringe mulighed for at påvirke vores fag og professions fremtid, hvis museerne vælger at forbigå os til fordel for f.eks. mere kommercielt/bygherre orienteret personale, der har erfaring med denne form for arkæologisk tænkning og praksis i England og Sverige.
Status quo er, at mange af os står med et stort problem, der kræver en løsning. Er vi bare for dårlige – og i så fald, hvordan skaffer vi os så den nødvendige uddannelse/opkvalificering? Eller er museerne måske mere fokuserede på at leve op til bygherre-budgetterne end til de faglige hensyn til fagets fremtid?
Deltag i den nye debat om emnet!