af Bjerrum Jensen, Mette Kirstine
Cand.mag. speciale v. forhistorisk arkæologi, Århus Universitet
Forord
Grunden til dette speciale blev lagt ved en krise i den arkæologiske verden i starten af det nye årtusinde. Budskabet var: vores kulturarv forsvinder med lynets fart. Det var nødvendigt at få bevaret grundlaget for arkæologien, altså kildematerialet i landskabet, og efter en arkæologikonference på Nationalmuseet i marts 2000 stod det klart, at de gældende metoder ikke var tilstrækkelige. Lovgivningen sikrede ikke kulturarven, og midlerne til udgravning sikrede end ikke at kulturarven blev registreret inden destruktionen. I løbet af en generation kunne vi se frem til, at alle fortidens spor i landskabet var forsvundet efter intensiv dyrkning og i mindre grad anlægsaktivitet. Den daværende Rigsantikvar Steen Hvass indledte konferencen med at udtrykke ovenstående med disse ord:
“Den største udfordring for dansk arkæologi i år 2000 er ikke at foretage arkæologiske udgravninger, men at sikre og bevare vores kulturarv for fremtiden. Den arkæologiske kulturarv bør beskyttes endnu bedre end naturmiljøet, den kan hverken gendannes eller erstattes. Er de arkæologiske levn først ødelagt, så er de tabt for evigt.”
Denne udfordring ønskede jeg at tage op. Efter det alarmerende budskab sammensatte jeg en suppleringsuddannelse med titlen “kultur og miljø”. Jeg begyndte på tværfaget Miljølære for at få indblik i principperne og lovgivningen bag den miljøpolitik, der forvalter vores landskab og dets ressourcer. Her lærte jeg først og fremmest, at de forhistoriske interesser ofte ganske let kan sammenlignes og forenes med de biologiske interesser i landskabet.
Men i mødet med andre fagretninger var det også tit nødvendigt at forsvare, hvorfor det er vigtigt at vi bevarer flere tusind år gamle kulturspor? Kan man ikke bare grave det ud, der er truet? Ved vi i øvrigt ikke allerede, hvad der er værd at vide om forhistorien? Og kan samfundets udgifter til undersøgelse eller bevaring af forhistoriske lokaliteter forsvares? Disse spørgsmål om mit fags samfundsmæssige relevans blev understøttet ved erindringen om arkæologikonferencen. Ambitiøst var folketingspolitikere, amterne, kommunernes repræsentanter, landbruget og journalister inviteret til konferencen, der jo skulle skabe forståelse udenfor den arkæologiske verden om fortidsmindernes tilstand. Alligevel var der kun ganske få deltagere, der ikke var arkæologer. Havde samfundet overhovedet interesse i at bevare kulturarven?
For at være bedre rustet til at give svar på disse spørgsmål læste jeg bl.a. Kulturteori på Kulturstudier, og fik en helt ny indgangsvinkel til kulturbegrebet, nemlig at vi i den kultur, vi lever i i dag, bruger historiske myter til at definere os selv og vores forhold til de andre. Det gik op for mig, at grunden til, at det så ofte er svært at forklare hvorfor det er væsentligt at bevare vores såkaldte kulturarv, er, at vi altid falder tilbage på argumenter, der i bund og grund støtter tanken om en nationalstat og dermed også har en så nationalistisk tone, at vi som fagfolk vægrer os ved at bruge dem – mens politikere med lethed misbruger dem. Det er nødvendigt med en helt ny indgangsvinkel til, hvorfor vi skal kende “vores” fortid. I hvert fald hvis vi som fagfolk skal kunne argumentere hvorfor samfundet skal bruge ressourcer såvel på at bevare som at forske i vores forhistorie. Gennem et formidlingsfag på suppleringsuddannelsen Museologi blev jeg bekræftet i min formodning om, at relevansen af at bevare forhistorien i landskabet kan hænge sammen med formidlingen af den. Her blev tanken om helhed i arealforvaltningen generelt, og i forvaltningen af kulturmiljøet specifikt, styrket ved mødet med økomuseumsideen.
I specialet vil jeg gerne bruge den viden, jeg gennem mine sidste års studier har tilegnet mig om kulturarven i landskabet. Det er svært alene i ét speciale at leve op til “den største udfordring i dansk arkæologi”, men forhåbentlig bliver specialet et skridt i den rigtige retning.