Afrunding af debatten om ”Specialiserede arkæologer”

Af Ulla Odgaard

Det er indlysende, at arkæologi er international – men det er også en profession. I januar 2010 valgte Københavns Museum (tidligere Bymuseet) fortrinsvis at ansætte udenlandsk arbejdskraft på en udgravning i forbindelse med Metrobyggeriet i København, mens mange lokale, ledige arkæologer blev forbigået. Dette gav anledning til, at blandt andre undertegnede stillede spørgsmålstegn ved museets ledelses bevæggrunde for denne disposition.

Igennem de sidste mange årtier har det været en anerkendt tradition, at museerne – til gengæld for at sidde på det arkæologiske ansvar – også har haft moralsk ansvar for arkæologernes uddannelse og opkvalificering i udgravningsteknik. Københavns Museums svar på kritikken er, at de har valgt de bedst kvalificerede – og de ønsker ikke at gå ind i debatten om museernes ansvar. De støttes af andre museer, der finder, at universiteterne ikke leverer en passende arbejdskraft, som kan matche museumslovens bestemmelser om bygherrebetalte udgravninger.

I løbet af debatten her på hjemmesiden er det kommet frem, at der tilbage i 1969 faktisk foregik forhandlinger mellem rigsantikvaren og universitetet (v. blandt andre Klaus Ebbesen og ”Foreningen”), som resulterede i en aftale om, at universiteterne ikke gennemfører udgravninger som selvstændige institutioner, men graver gennem et arkæologisk museum. Til gengæld påtog museerne sig at medvirke ved hele den praktiske uddannelse af arkæologer – fra seminargravninger for 1. års studerende og videre frem. (FaF forsøger i øjeblikket at fremskaffe disse dokumenter, der har historisk interesse).

Siden er der som bekendt sket en del ændringer. Vi har mistet rigsantikvaren, fået ny museumslov og lokalmuseerne er økonomisk blevet langt mere afhængige af kommunerne. I dette forløb ser det ud til at man har glemt at overveje, om museerne stadig kunne stå for ansvaret for den feltarkæologiske uddannelse/opkvalificering af arbejdsstyrken, eller om ansvaret skal tilbage til universiteterne (som f.eks. i Norge).

I DK er det arkæologiske arbejde organiseret således, at mange danske arkæologer (måske endda de fleste af os?) lever som løst-ansatte projektarbejdere, der ansættes til hver enkelt udgravning og/eller forskningsprojekt. Det er naturligvis en økonomisk meget sårbar livssituation, som kræver en vis gensidig loyalitet mellem arkæologerne og museerne, som jo på deres side er afhængige af en relativt stor gruppe af tilgængelige løsarbejdere.

Det er imidlertid ikke kun på det personlige økonomiske plan, det er vigtigt for danske arkæologer at få arbejde på udgravningerne. Det er også af største vigtighed for vores profession. Den arkæologiske udgravning er et afgørende led i forskningsprocessen. Udgravningen giver adgang til førstehåndsviden om forskningsmateriale og til at afgøre hvorledes dette materiale fremdrages, og hvilke spørgsmål, der skal kunne besvares. Som løsarbejdere har vi kun ringe mulighed for at påvirke vores fag og professions fremtid, hvis museerne vælger at forbigå os til fordel for f.eks. mere kommercielt/bygherre orienteret personale, der har erfaring med denne form for arkæologisk tænkning og praksis i England og Sverige.

Status quo er, at mange af os står med et stort problem, der kræver en løsning. Er vi bare for dårlige – og i så fald, hvordan skaffer vi os så den nødvendige uddannelse/opkvalificering? Eller er museerne måske mere fokuserede på at leve op til bygherre-budgetterne end til de faglige hensyn til fagets fremtid?

Deltag i den nye debat om emnet!

Ulla Odgaard