Muligheder for relevans – Arkæologien og den arkæologiske kulturarvs relevans for det nutidige danske samfund

Af Anette Kjærulf Andersen

Kandidatspeciale
Det Humanistiske Fakultet
Københavns Universitet
Saxoinstituttet
Afdeling for forhistorisk arkæologi
Vejleder: Per Ole Rindel
Af leveret d. 28. august 2012

Indledning

Oprindeligt skulle dette speciale handle om bronzecelte – en støbeteknisk misforstået genstandstype. Men en generalforsamling i Foreningen af Fagarkæologer i foråret 2010 ødelagde mine planer. Til mødet var arkæolog Rikke Rau indbudt til at tale om formidlingsprojektet Kulturarv som værdi – arkæologi som værdiskaber. Projektet var et samarbejde mellem Odense Bys Museer og Kulturstyrelsen (daværende Kulturarvsstyrelsen), og havde til formål at fremme anskuelsen af arkæologi og kulturarv som ”samfundsmæssig ressource”1. Oplægget mundede ud i en diskussion, som hurtigt kom til at handle om arkæologiens berettigelse. Flere af de tilstedeværende ytrede deres frustrationer over, at argumenter her for ofte blev enten meget personlige eller meget højtflyvende. Det gik op for mig den aften, at jeg ikke er den eneste, der savner konkrete saglige argumenter, som kan synliggøre arkæologiens relevans overfor samfundet i dag.

Efterfølgende fulgte jeg projektet i Odense tæt og læste om alle mulige relaterede emner og forskellige tilgange til problemet. Det stod mig mere og mere klart, at der eksisterer en grundlæggende mangel i diskussionen, og imens forsvandt celtene langsomt ud af mit søgefelt. I sommeren 2011 foretog jeg en undersøgelse, af hvordan ’virkelighedens’ arkæologi blev omtalt i en række af landets lokalaviser (Kjærulf Andersen 2011). Jeg blev hermed bevidst om, at der er meget at lære ved at se på, hvordan arkæologien fremstilles i medierne. Hvis vi vil placere os selv i forhold til samfundet, så må vi desuden først undersøge, hvad samfundet mener om os. Hermed var formen og kursen for dette speciale stukket ud.