Til FaF generalforsamling i Odense 11. marts 2011
Redaktionen for Arkæologisk Forum ’s beretning
fremlagt af Jette Rostock
Redaktionen
Redaktionen har i et par år bestået af de samme 8 redaktionsmedlemmer, nemlig:
Mette Palm (ansvarshavende redaktør)
Bo Jensen
Thomas Larsen Schmidt
Ole Thirup Kastholm
Claus Børre Petersen
Anna Beck
Mette Bjerrum Jensen og
Jette Rostock
Lidt om Arkæologisk Forum
Udkommet side efterår 1999 med 2 numre årligt – plus et enkelt særnummer i 2009 om
Arkæologisk Politik og Politisk arkæologi
På trods af at alt arbejde i forbindelse med produktion og udgivelse af tidsskriftet er ulønnet
frivilligt arbejde, har der lige fra starten været fokus på at skabe et professionelt tidsskrift.
Det erklærede formål var, og ér, at Arkæologisk Forum skal være et aktivt element i fagets
udvikling og fremtid. Og derfor er aktualitet, åbenhed, debat og dynamik noget vi i
redaktionen hele tiden arbejder på at sikre – et aldrig afsluttet projekt. Et væsentligt sigte med
tidsskriftet er at sætter det arkæologiske fag ind i en større sammenhæng – både
videnskabeligt og samfundsmæssigt. Og både fagligt videnskabelige og fagpolitiske
problematikker bliver behandlet og debatteret i Arkæologisk Forum.
Vi ser gerne at folk kommer med forslag og ideer til redaktionen. Og naturligvis ser vi gerne
at man melder ind med artikler og indlæg til bladet – man behøver ikke vente på en invitation
fra redaktionen. Vi synes bare det er skønt hvis nogle kom med noget uventet spændende: ser
på tingene på en ny – måske kontroversiel (?) – måde. Man behøver altså ikke at løse hele
verdenssituationen for at få en artikel i Arkæologisk Forum – også de foreløbige og
afprøvende tanker, ligesom det skæve og eksperimenterende kan være af værdi.
Året 2010
Den forløbne periode er der, som planlagt/forventet, udkommet 2 numre af Arkæologisk
Forum: nr. 22 og 23 – og forårets nummer 24 er nu godt på vej: artiklerne er ved at blive
fagfællebedømt og korrekturlæst og så småt på vej tilbage til forfatterne til den endelige
afpudsning. Og redaktionen forventer at bladet som sædvanlig udkommer i maj måned.
NYHED: Arkæologisk Forum på autoritetslisten
I foråret 2010 fik redaktionen at vide at Arkæologisk Forum var blevet placeret på
autoritetslisten og placeret som niveau 1 i den bibliometriske forskningsindikator.
Baggrund
På foranledning af Forsknings- og Innovationsstyrelsen nedsatte Danske Universiteters
Rektorkollegies Forretningsudvalg (januar 2008) en række faggruppe som indenfor skulle
niveauinddele tidsskrifterne indenfor deres fagområde – og placere disse på den såkaldte
autoritetsliste som niveau 1 eller 2 tidsskrifter efter den bibliometriske forskningsindikator.
Niveau 1 rangerer lavere end niveau 2 – en forfatter der er alene om at skrive en artikel i et
niveau 1 tidsskrift får 1 point, er der flere forfattere om artiklen skal pointet deles.
Den bibliometriske forskningsindikator er i et politisk forlig i juni 2009 blevet en del af den
nye finansieringsmodel som man vil fordele en del af universiteternes basismidler efter – nu
flere points en institutions forskere har fået i den bibliometriske forskningsindikator nu flere
penge til denne institution.
I 2009 foretog de 67 faggrupper den første niveauinddeling af tidsskrifterne inden for deres
fagområde. Og faggruppen for arkæologi, arkæometri og konserveringsvidenskab tog
beslutning om bl.a. de arkæologiske tidsskrifter..
Fagfællebedømmelse af artikler og indlæg i Arkæologisk Forum
I foråret 2010 fik redaktionen at vide at Arkæologisk Forum var kommet på autoritetslisten
som niveau 1. Af et medlem i faggruppen fik vi dog ved samme lejlighed at vide at hvis
Arkæologisk Forum i fremtiden skulle beholde placeringen i autoritetslisten så skulle vi have
indført mindst en ekstern (uafhængig af redaktionen) fagfællebedømmelse (peer review) på
artikler og indlæg i Arkæologisk Forum.
I december 2010 beslutter vi redaktionen – efter at have summet lidt på det – at arbejde på at
fastholde Arkæologisk Forums placering på autoritetslisten. Hvilket betyder af vi er i gang
med at indføre fagfællebedømmelse på artikler og indlæg – og det går efter planen her med
nr. 24 hvor de fleste artikler og indlæg er ved at blive fagfællebedømt.
Andre krav der stilles for at være på autoritetslisten som et niveau 1 tidsskrift opfylder
Arkæologisk Forum allerede, eks. har tidsskriftet altid haft et ISSN-nummer, og det har også
en hjemmeside.
Nogle overvejelser redaktionen har gjort sig
Arkæologisk Forum profilerer sig jo ved at være ret anderledes end de øvrige arkæologiske
tidsskrifter i dansk arkæologi. Ord som ”debatterende”, ”åbent” og ”eksperimenterende” er på
banen og folk tænker først og fremme på tidsskriftet som et arkæologisk debatforum.
Hvordan vil det kunne harmonere med at være et anerkendt videnskabeligt tidsskrift? Vil en
sådan blåstempling, og den krævede fagfællebedømmelse, ikke betyde døden for det
debatterende, eksperimenterende og skæve?
Vi har naturligvis overvejet dette i redaktionen. Det at artikler nu skal fagfællebedømmes
betyder ikke at vi skal tilnærme os de andre tidsskrifter, Arkæologisk Forum skal fortsat være
Arkæologisk Forum – og det er jo også med den profil/baggrund at tidsskriftet er blevet
placeret på autoritetslisten. Det er redaktionens opgave at sikre (sammen med
fagfællebedømmerne) at tidsskriftets profil også i fremtiden opretholdes.
De debatter der bliver ført og de emner/problematikker der bliver behandlet i tidsskriftet (fx
metaarkæologiske problemstillinger eks: teoretiske og overordnede videnskabelige
problemstillinger; arkæologi set i politisk og samfundsmæssig sammenhæng) er nemlig nogle
der er af betydning for videnskaben arkæologi og dennes udvikling – hvorfor sådanne
emner/problematikker også er genstand for videnskabelig udforskning, hvilket de ikke i
samme grad blev før der fandtes et Arkæologisk Forum, og publikationsmulighederne for
sådanne var der heller ikke. I dansk arkæologi er det Arkæologisk Forum der kan det.
Autoritetslisten er et vilkår (kommet ovenfra) vi ikke kan ændre på. Og man kan jo håbe på at
det at dansk arkæologi har fået et autoriseret arkæologisk tidsskrift hvor sådanne
problematikker bliver behandlet og analyseret, vil virke styrkende / opstøttende / motiverende
for sådan forskning i fremtiden – det er der brug for!
Redaktionens beretning til FaF generalforsamling marts 2011 (PDF)
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at kommentere.